Jeg er brugt i mit hoved og min krop. Mads har været syg en lille uges tid og søndag gik det helt galt med nærmest en million milliard anfald på kort tid. tænk at den lille krop skal alt det igennem. han var bare så skidt og hans temperatur steg og steg og han lå bare og puttede hvilket aldrig er sket før for Mads. Så vi fik en tur med ambulance, dog uden blink. Vi kom op på børnemodtagelsen og her begyndte han forfra i præcis samme stol som for 2 år siden. alle de grimme minder fra den gang væltede bare frem. Det gør helt ondt i min mave at han skal så grueligt meget igennem. VI måtte bede spl om at gå når vi skulle skifte ham, tage temperatur og give medicin for han kunne slet ikke klare at de var der og han var så bange for at jeg gik fra ham. Han klamrede sig fast til mig, har aldrig oplevet ham på den måde, hvilket spl/læger heller aldrig har. Håber aldrig jeg skal se ham sådan igen for det var godt nok barsk
Vi er nu hjemme og pencilinen (han har mellemørebetændelse og halsbetændelse) begynder at virke
Ingen kommentarer:
Send en kommentar